Hvorfor være med i Underværket?

Hvorfor blive Nørkler?

I Ringkøbing mødes Underværket for at sy, hækle og strikke tøj og tæpper til fattige børn (0-12 år) over hele verden af garn- og stofrester. Har du stof- eller garn rester kan det afleveres i Røde Kors, butikken Nygade 25, Ringkøbing.

Underværket startede som en nørkleklub i Ringkøbing den 27. september 1999.
I dag er vi ca. 15 der mødes og hygger os med at lave tøj og tæpper til de fattige.
Sidste år lavede vi 452 stykker tøj til de fattige.

Tusinder af fattige og syge børn over hele verden modtager hvert år tøj og tæpper fra Røde Kors. Det er frivillige i Røde Kors’ lokale afdelinger, der står bag det internationale hjælpearbejde. Siden 1985 har frivillige syet, strikket og hæklet tøj til børn over hele kloden. En særlig opskriftmappe sikrer at tøjet er praktisk og anvendeligt i såvel Afrika som i Europa.
I omkring 250 grupper bliver aflagte sweatre til nye bluser og gamle skjorter og nederdele syes om til undertrøjer og små kjoler.
Underværket er baseret på genbrug, og vi indsamler selv stof og garnrester. Det færdige tøj sendes til Røde Kors’ pakkecentral, hvor frivillige pakker tøjet i særlige sække og sender det videre ud til områder i verden, hvor der er behov for det. Lokale Røde Korsfolk sørger for, at tøjet kommer ud til de børn, der har mest brug for det.
Det er både meningsfyldt og hyggeligt at være med til at gøre en forskel. Vi har gennem årene hjulpet tusindvis af børn og forældre over hele verden, men der vil fortsat være syge og fattige børn, der har brug for tøj.
Hvert år producerer 4.000 frivillige omkring 35 tons børnetøj.