Røde kors åbner 2 nye butikker
Outlet og storbutik i Ringkøbing
To nye Røde Kors-butikker
Røde Kors åbner to nye butikker i efteråret. En Outlet og en Storbutik. Begge i Ringkøbing.
Planen er, at Outlet åbner omkring den 1. oktober og Storbutikken i starten af november.
Outlet får adresse på Birkmosevej 16 og Storbutikken på Birkmosevej 18. Det er i lokaler, som tidligere har været brugt af Lampemesteren.
Byggegenbrug flytter ind under samme tag som Storbutikken. Men det bliver to butikker - med hver deres indgang og ledelse.
Storbutikken
Storbutikken får et bredt sortiment: Møbler, nips, køkkenudstyr og service - og formentlig også varegrupper som legetøj, bøger, LP-plader mv.
De fleste storbutikker i andre Røde Kors-afdelinger sælger også tøj. Det bliver ikke tilfældet hos os. Det skyldes, at vi i centrum af Ringkøbing har en flot og veldrevet tøjbutik, som skaber et stort overskud.
Outlet
Der er planen, at Outlet bliver en selvbetjeningsbutik.
Nogle vil måske spørge, om der er tøj nok til en stor Outlet. Det spørgsmål har bestyrelsen også stillet. Svaret fra Røde Kors' genbrugssektion er, at man modtager store mængder af tøj, som er egnet til at sælge i outlet-butikker.
Hvis nogen er i tvivl om, hvad Outlet-konceptet går ud på, så får man det bedste svar på det ved at besøge vores fine Outlet i Lem.
Men kort fortalt er konceptet, at der er tale om tøj af en god kvalitet, der dog ikke har samme kvalitet, som det tøj vi sælger i andre Røde Kors-genbrugsbutikker - som fx den i Nygade. Til gengæld er priserne meget favorable.
Frivillige
Flere frivillige er naturligvis en forudsætning for, at vi kan drive butikkerne. Vi tror på, at gode fællesskaber i indbydende butikker, der tjener penge til gode formål, kan tiltrække nye frivillige. Og vi tror på, at muligheden for at være med til at bygge nye forretninger op, vil tiltrække frivillige.
Hvis I kender nogle, som kunne have lyst til at blive frivillige, så må I meget gerne opfordre dem til at kontakte næstformand Karen Markussen
- tlf. 26 35 15 60.
Vi regner med, at vi skal bruge cirka 15 frivillige til den nye Outlet.
Da det bliver en selvbetjeningsbutik, kan de frivillige selv bestemme, hvornår de vil løse deres opgaver. Vi håber derfor at kunne tiltrække andre typer af frivillige - fx frivillige med skiftende arbejdstider.
Når Storbutikken skal køre med fuld åbningstid, vil det kræve 40-50 frivillige. Vi er indstillet på, at der kan blive tale om en gradvis udvidelse af åbningstiden.
Opgaverne for de frivillige vil være betjening i butikken, sortering og rengøring af varer, prissætning samt hente og bringe varer. Og så vil vi også gerne have et par frivillige, der kan sørge for at reklamere for os på de sociale medier.
Vi håber også at kunne tiltrække lidt flere frivillige til Byggegenbrug, så vi kan have fuld åbningstid i butikken.
Derfor gør vi det
Det er en stor beslutning, bestyrelsen har truffet. Begrundelsen for at åbne nye butikker, at vi har et ønske om at sikre foreningen økonomisk. Vi har efterhånden mange sociale aktiviteter, og vi er afhængige af et stort økonomisk tilskud fra kommunen til drift af Café Røde Kors. Vi håber naturligvis, at det fortsætter. Men som forening er det rart at have en indtjening, der kan sikre stabilitet, hvis vi bliver ramt af udefra kommende faktorer, der påvirker vores økonomi. Hvis vi ikke får brug for pengene lokalt, kommer overskuddet til at gå til Røde Kors' internationale arbejde, hvor der - desværre - er mere brug for penge end nogensinde tidligere.
At beslutningen kommer nu, skyldes at det er nu, muligheden for at leje særdeles gode lokaler med en god beliggenhed til en fornuftig pris, har vist sig.
Erfaringer fra andre Røde Kors-afdelinger er, at storbutikker skaber stor omsætning og overskud. Det samme gælder for Outlet-butikker.
Åbent hus på Birkmosevej
Vi holder et Åbent Hus-arrangement på Birkmosevej for at skabe opmærksomhed om de nye butikker. Det bliver en lørdag i september. Tidspunktet vil blive offentliggjort i Ugeavisen.
Vi arbejder på at sætte et spændende program for formiddagen sammen.
Vi håber, at I selv dukker op, at I opfordrer venner og bekendte til at kigge forbi.
På bestyrelsen vegne
Thorkild Sloth Pedersen