TAK FRA RØDE KORS
Traditionen tro har vi i Ringkøbing Røde Kors afholdt vores landsindsamling den første søndag i oktober. Trods nogle horrible vejrforhold mødte vores indsamlere standhaftigt op og indsamlede 75.997 kroner, hvilket var langt over forventet.
Der skal lyde en enorm tak til alle dem, der satte nogle timer af søndag og som trodsede vejret for at hjælpe os.
Desuden skal der igen lyde tak til vores gavmilde sponsorer, der år efter år støtter os i forbindelse med vores indsamling.
Ejvinds Bageri sørgede som altid for rundstykker til samtlige indsamlere, da vi mødtes om morgenen.
Netto på Godthåbsvej sørgede igen for sodavand og frugt, som vi nød i forbindelse med den fælles morgenmad, inden det gik løs, og som vores indsamlere efterfølgende kunne tage med ud på ruterne.
Kvickly i Ringkøbing sørgede igen i år for, at der var kaffe om morgenen, og sandwich og sodavand, da vi efterfølgende mødtes i Røde Kors Caféen i Østergade.
Se billeder fra indsamlingen Billeder og video
De bedste hilsner
Ringkøbing Røde Kors